Den Brasilianske Musiktradition – Boa Nova – Radio Jazz
Den brasilianske musiktradition kom for alvor til Danmark med den brasilianske gruppe Boa Nova. Det var en instrumentalgruppe bestående af 6 brasilianere og en franskmand. I 1976 hentede jeg Boa Nova til Danmark. Det fik skælsættende betydning mange.
Jeg har fået lov til at citere Jens Jørn Gjedsted: ”Jeg husker, at Boa Nova dukkede op ud af ingenting på jazzstævnet på Vallekilde i oktober 1976 og rystede os med deres brasilianske jazz. Vi kendte jo bossa nova og samba, men det her var nyt! Vi var vilde med de gode melodier og var meget imponerede over den musikalske standard. Ingen i Danmark spillede på den måde og med det mix af jazz- og brasilianske rytmer”.
Det var en stor musikalsk begivenhed, hvis aftryk i Danmark kan læses endnu i dag. Mange danske jazzmusikere fik dengang lejlighed til enten at spille med eller få undervisning af nogle af Boa Novas musikere, som blev boende en årrække i Danmark.